
Brev fra Skat:
Et brev fra Skat kan få de fleste til at spærre øjnene op – men oftest er der ingen grund til bekymring.
De fleste henvendelser handler om manglende betaling, kontrol eller servicemeddelelser der måske/måske ikke vedrører dig.
Her får du vores bedste råd til, hvordan du håndterer situationen roligt og effektivt.
Start med at læse hele brevet – også de afsnit, der virker tekniske.
Skat beskriver normalt, hvad sagen drejer sig om, hvilke oplysninger de mangler, og hvornår du skal svare.
Gem brevet i e-Boks og marker fristen i din kalender, så du ikke glemmer den.
Skat beder som regel om dokumentation for specifikke poster – F.eks. kontoudtog fra bank, bilag eller opgørelser.
Saml alt, der er relevant, ét sted: bilag, kontoudtog, fakturaer eller lønsedler.
Det giver overblik og gør det lettere at besvare henvendelsen.
Tip: Send kun det, Skat beder om – for mange bilag kan gøre sagen unødigt kompleks.
Når du har styr på dokumentationen, skal du sende dit svar via din skattemappe eller sikker mail.
Skriv kort og præcist, henvis til de punkter, brevet nævner, og vedhæft bilagene i rækkefølge.
Et struktureret svar skaber overblik og kan ende med at gavne sagen.
Mange af SKATs breve handler om at få dig til at kontrollere bestemte forhold i dine indberetninger. Du kan for eksempel modtage et brev, hvis du har haft underskud flere år i træk, eller hvis SKAT mener der er afvigelser i indberetninger til f.eks. E-indkomst og den løn der er afsat i det indberettede årsregnskab. Brevet er blot en opfordring til at få rettet eventuelle forkerte indberetninger og der vil stå i brevet om du skal foretage dig yderligere eller ej.
Hvis du er udtaget til kontrol, vil kontrollen typisk dække over 1 til 2 indkomstår og have fokus på enten skat eller moms.
Skat udvælger personer og virksomheder til kontrol ud fra flere forskellige kriterier. I nogle tilfælde sker udvælgelsen helt tilfældigt som en del af den generelle kontrolindsats. Andre gange sker det som led i tematiske kontroller, hvor Skat fokuserer på bestemte brancher eller typer af indkomst for at afdække særlige risici. Endelig kan man blive udvalgt, hvis ens egne indberetninger ikke stemmer overens med de oplysninger, Skat har modtaget fra tredjepart, f.eks. arbejdsgivere, banker eller samarbejdspartnere. Formålet er at sikre, at alle betaler den skat, de skal – hverken for lidt eller for meget.
Hvis der er indberettet urigtige oplysninger, vurderer Skat, om der er tale om en simpel fejl eller misforståelse af reglerne, om man med rimelighed burde have vidst bedre, eller om der er tale om bevidst snyd. Uanset årsagen skal den manglende skat betales, og i alvorlige tilfælde kan sagen medføre en bøde eller en politianmeldelse. Derfor er det vigtigt at reagere på et brev fra Skat – og er du i tvivl om, hvordan du skal forstå brevet eller svare, bør du søge rådgivning hos en revisor eller skatterådgiver.
Læs mere om SKATs kontrolarbejde her: https://sktst.dk/skattekontrol
Du får garanteret spandevis af ubrugelige nyhedsmails, så vi har skåret det ned til benet og udsender kun 4-6 årlige nyhedsmails. Og de kan selvfølgelig altid afmeldes igen.